Jeg tror aldrig jeg vil glemme mit skoleår på Balle! Ikke kun fordi jeg fik mange nye fantastiske venner, men også fordi jeg ser tilbage på en tid med sjove, udfordrende og lærerige oplevelser
Det handler om at finde sine egne ben og herefter lære at stå på dem. Vasketøjet skal vaskes, hænges op og lægges på plads – hvis ikke der er styr på det, står man til næste fodboldkamp enten uden tøj på, eller i svedig og ildelugtende uniform.
Her står man til ansvar for sine handlinger. Der er ikke en mor eller far at skyde skylden på, hvis noget ikke er blevet gjort, eller rengøringen skal gøres om. Til gengæld får man også lov at have ansvar og relationen mellem elever og personale er bygget på gensidig tillid.
For mig var det vigtigt, at jeg kunne kombinere det boglige med min store passion; at spille fodbold, mens jeg gik på efterskole. At kunne møde op i joggingtøj til de boglige timer, og gå direkte på grønsværen til træning var ganske enkelt fantastisk. Fællesgymnastikken var én af grundene til jeg valgte Balle. At blive udfordret på det gymnastiske samtidig med at føle fællesskabet på gulvet var noget helt særligt.
I mit år på Balle lærte jeg meget om mig selv – det er måske en brugt kliché, men jeg er i dag blevet meget mere bevidst om værdien af, at indgå i alle former for relationer, give alle en chance – og ikke dømme nogen ude på forhånd. Jeg er blevet bedre til at håndtere svære situationer alene, fx svære samtaler eller konflikthåndtering. Nu ved jeg at jeg kan klare mig selv, og det hviler jeg i.
Skiferien var noget af det, der står som den fedeste oplevelse. Vi blev for alvor rystet sammen, og da vi skulle sove med nogle vi ikke kendte, fik vi nye bekendtskaber selvom vi havde gået sammen på skolen i et halvt år. Vi så hinanden i nye konstellationer – nogle var helt på hjemmebane på pisterne, mens andre var mere pressede og ikke i deres trygge element.
Vi var også i Amsterdam med fodboldpigerne, det var en tur jeg altid vil se tilbage på med stor glæde. Vi var blandt andet inde at se Johan Cruijff Arena og en kamp mellem Alkmaar og Feyenoord – en fed oplevelse.
Ud over nogle skønne udenlandsture, satte jeg også stor pris på ’den hjemlige hygge’ vi havde om aftenen på skolen, her kunne vi være kreative eller gå på kunst og spille bold. I de weekender, hvor vi blev på Balle, var der arrangeret små fælles hyggelige arrangementer, nogle weekender var temaweekender med større arrangementer.
Det vigtigste for mig var, at fællesskabet er i fokus på Balle – her er plads til alle, og alle kan/skal være med. Jeg følte mig aldrig alene, der var altid nogen, der havde øje for mig. Kontaktgrupperne og de individuelle samtaler med kontaktlæreren gør også, at der altid er en voksen, du kan gå til, hvis noget bliver svært.
Fællesgymnastikken var med til at give et unikt fællesskab – og at stå hele skolen sammen på gulvet i Forum Horsens til opvisning er ubeskriveligt – en følelse, der stadig giver mig gåsehud.
Jeg ved fra andre af mine venner, der har gået på andre efterskoler at vores sammenhold på Balle var helt exceptionelt. Det ligger i Balles DNA at skabe dette fællesskab, min bror, der gik på skolen i 2019-2020 kan bekræfte mig heri.
Med et efterskoleår på Balle giver du dig selv de bedste muligheder for at udvikle dig som menneske, skabe relationer for livet og lære at stå på egne ben.
– Cecilie Skelde 2022/2023